Åndedrættet viser vejen

Åndedrættet er alfa og omega, hvis vi vil leve livet fuld ud. Det er det, der giver os liv. Det er den vigtigste livsytring. Vil vi vokse og udvikle vores livsrum, må vi give mere plads til vores åndedræt.

Af Kristoffer Glavind Kjær

Åndedrættet afspejler, hvordan vi har det. Er vi tilfredse med retningen på vores liv, kan vi også rumme os selv og være til stede i vores krop. Et afspændt åndedræt er forudsætningen for nærvær og for at være til stede i nuet. Chok, traumer, spændinger og fortrængninger hæmmer åndedrættets frie bevægelse.

Så åndedrættet er en direkte vej til at træde ind i livet, og det er samtidig magien bag åndedrættet. Vi kan ikke styre det bevidst. Det dybe åndedræt kommer først, når vi kan hengive os til det – og det er det arbejde, vi laver i ManuVision.   

Mærk dig selv gennem åndedrættet
Åndedrættet giver os en sansning indefra. Jo dybere vi kan trække vejret, jo mere kan vi mærke i os selv. Ved at rette vores opmærksomhed mod åndedrættet kan vi være med til at bestemme, hvordan livet og omgivelserne optages i os og hvilken effekt, de skal have på os. Psykisk betyder det, at når åndedrættet bliver frit, kan jeg mærke og rumme mine følelser, acceptere hvem jeg er og derfra også finde en retning i mit liv.

Trækker vi vejret dybt ned i maven løsner det op for de spændinger, som kan ligge omkring mavesæk, lever, tarme osv. Spænder vi i maven, bliver vores maver hårde og oppustede. Det dybe åndedræt medfører således øget velvære, bedre energioptagelse og mere plads inden i os selv.

Følelser og indånding hænger sammen
Indåndingen handler om at tage næring til sig, oplade og turde lade sig influere af sine omgivelser. Har man svært ved indånding, kan det f.eks. være en uforløst sorg der blokere for den frie bevægelighed.

At ånde ud og slippe vejret handler om at kunne give slip på sig selv, rense sig og turde engagere sig fuldt ud med omgivelserne. Har man svært ved udåndingen, kan det f.eks. være et tegn på at man ikke tør give efter for aggressive impulser - enten i form af handlekraft eller grænsesætning.

Fordi det dybe åndedræt involverer maven og bækkenet, kommer man også i kontakt med de følelser, som knytter sig til disse områder, når man trækker vejret dybt. Har fortiden været fuld af modgang, kan det være smerteligt at møde disse psykiske og fysiske spændinger. Ved at trække vejret overfladisk undgår vi kontakten med den ubehagelige fortid, som er lejret i vores krop.

Kan vi rumme os selv ved at anerkende vores egen historie – så kan vi også trække vejret frit i vores egen krop.

Tættere på det frie åndedræt
At trække vejret burde være den mest selvfølgelige ting i verden, men betydningen af åndedrættet er ikke noget, vi traditionelt har været opmærksomme på i vestlige samfund. De steder, man kan lære noget om det, er inden for kropsterapi og forskellige former for meditation, kampkunst og i yoga.

Vejen til det frie åndedræt går over hengivelse og at slippe den faste fornemmelse af sit selv. Det skal fornemmes og kan ikke nås gennem præstation. Det er vigtigt, at man ikke spænder på noget tidspunkt og den eneste regel, jeg vil fremhæve, er at mellemgulvet skal føles frit.

Dit mellemgulv bliver frit, hvis du slipper i mellemgulvet efter hver udånding. Tiden efter en udånding, og indtil vi begynder at trække vejret ind igen, er det eneste tidsrum, hvor kroppen er fuldstændig i ro. Kan vi ikke lide at mærke, hvad der sker i vores indre, vil vi hurtigt trække vejret ind igen. Men jo mere vi kan lade dette tidsrum fylde inden i os – jo mere ro kommer der i vores system.

Ved at lade "mellemgulvet blafre" lader du kroppen være åben og levende. Kroppen vil have direkte adgang til den indre og ydre sansning, som finder sted i øjeblikket. Når du lader mellemgulvet blafre, kan livet strømme igennem dig, og du kan samtidig også slippe det igen. Det er netop det frie åndedræt.