Du skal turde invitere det ukendte indenfor

The Guest House

This being human is a guest house.
Every morning a new arrival.

A joy, a depression, a meanness,
some momentary awareness comes
as an unexpected visitor.

Welcome and entertain them all!
Even if they are a crowd of sorrows,
who violently sweep your house
empty of its furniture,
still, treat each guest honorably.
He may be clearing you out
for some new delight.

The dark thought, the shame, the malice.
meet them at the door laughing and invite them in.

Be grateful for whatever comes.
because each has been sent
as a guide from beyond.

– Mewlana Julaluddin Rumi

Julen nærmer sig. Vi er blevet endnu mere travle med praktik, indløbslister og ønskesedler. Men burde julen ikke handle om at skabe rum og om relationer til andre mennesker – også om dem, man ikke kender? Vi burde faktisk alle være som ethvert guest house: byde alt velkommen, tage alle følelser ind, modtage alle mennesker, fordi mødet kan medføre nye indsigter og nye glæder.

Men det er svært at vide, hvordan vi skal gøre det, for vi er ikke vant til bare at lukke op og invitere mennesker, vi ikke kender, indenfor. Måske tør vi faktisk slet ikke at tage nogen ind? Men tør vi overhovedet tage det fremmede ind i os selv?

Søg nærvær gennem det ukendte
Vi tør ikke tage det ukendte ind i os selv, fordi det er svært, og fordi vi ikke ved, hvordan det ser ud. Det er lettere at åbne sig over for det, man kender. Men vi skal turde stå med det, der er svært. Vi skal kunne stå med alle de skyggesider, der også er i én selv. Måske endda blive nødt til at se på noget, vi ikke har lyst til at se (på).

At åbne sig over for andre skaber et fælles rum, hvor vi kan være sammen om vores mørke sider eller det, som vi ikke kan lide at se i os selv. Og når man går ind og skaber kontakt til et menneske på den måde, så er der i det nærværende rum en fælles forståelse af, at nu står vi her sammen. Men det kræver et meget, meget stort nærvær og forbindelse til sit eget, indre rum og turde stå der.

Motoren kører derudad
Det handler dybest set om at forbinde sig til sin krop. For kroppen kan kun være her og nu. I vores daglige liv bringes vi hele tiden fremad, og dybest set er vi ikke nærværende. Vi tænker på det, der skete i går, og vi tænker på det, vi skal i morgen. Og vi er hele tiden optaget af, hvad vi skal gøre for at kunne opnå de mål, eller det vi skal nå i forhold til det, der skal ske.

Imens vores fokus på at bringe os fremad er aktivt, så er der noget andet, som er helt passivt. Det, der er aktivt, bliver nødt til at blive stille for, at det der er i stand til at kunne begribe nuet eller sanse nuet, kan optage det, der sker lige her og nu. Det der er passivt indeni os, mens vi skal gøre en masse ting, det bliver aktivt, når det andet bliver stille. Det er jo også derfor, vi mediterer.

Fængslet af det, vi ikke når
Julens uro kommer, fordi vi hele tiden fornemmer, at der er noget, vi ikke når. Vi er fængslet af alt det, vi skal, og det er også juletravlheden. Der er så mange, der hader julen, fordi vi føler os fanget af det, der skal ske.

Vi føler os fanget af alt det, vi skal nå, fordi vi har fokus på at komme hen til et eller andet sted, hvor vi kan slappe af. Stedet med roen er juleaften, men inden da er der en masse, der skal nås. Der skal købes gaver. Der skal laves ris a la mande. Der skal bages.

Det kommer til at handle om form i stedet for indhold, og den der fornemmelse af, at der er noget, vi ikke når, det handler dybest set ikke om gaverne eller risalamanden, det handler om, at vi gerne vil mærke den ro.

Roen er i din krop
Men der er ingen, der har fortalt os, at vi med vores opmærksomhed skal vende blikket indad og mærke vores krop, fordi det er der, vi kan finde roen. Vi ser ikke nuet. Nuet er en lodret streg vi passerer i højt tempo på en vandret tidslinje.

Det eneste, vi kan gøre for at tilfredsstille den uro, er at skynde os over næste bakke, for lige bag den ligger roen, tror vi. Men i virkeligheden skal vi ikke ud ad nogen linje. Vi skal stoppe op. 

Når vi står stille, skal vi forbinde os til os selv – noget indeni der er her lige nu. Vi skal ændre vores fremadrettede gøren til væren, vende opmærksomheden indad og aktivere forbindelsen til kroppen. På den måde kan vi mærke åndedrættet bevæge sig og måske opløse tiden, så vi ikke føler, at vi skal bevæge os fremad hele tiden.

Så kan flere måske blive menneskelige guest houses – med fokus på nuet og tilstedeværelse over for både andre og os selv.