Mettes jul

Nyhedsbrev 111216Mettes Horisont

"For mig handler jul om ømhed. OG om mening. Jeg kan huske, da jeg selv blev skilt. Det rører mig meget, det vi gik igennem. Min eksmand Robert og jeg var gode til at blive skilt; vi var ordentlige over for hinanden et langt stykke hen ad vejen, og vi kunne holde sammen på noget. Så da vi blev skilt, var det helt naturligt for os, at vi skulle holde jul sammen.  Vi var faktisk så gode til at blive skilt, at det måske ikke helt var gået op for mig, at det var det, vi var. Før juleaften. Da maden er spist og drengene leger med deres julegaver, sidder vi dér Robert og jeg med vores vin i hånden, og så er det dér, vi plejer at lave kontrakten. Det er dér, vi sidder sammen og kigger fremad som familie.”

Mettes blik er rettet mod et punkt langt forude, og hun peger med hele hånden mod noget derude, mens hun sætter flere ord på sin fornemmelse:

“Der er en horisont derude, og det er dér, vi er på vej hen sammen. Men den var der bare ikke det år, og det blev helt »grchrgr«, og det var meget vanskeligt at være i. Og som en bonus fejrede Roberts mor jul med os det år, og hun var dement og kunne ikke huske, at vi var blevet skilt. Det satte det på en måde på spidsen." Mette griner.

Det har en værdi at være sammen
“I den oplevelse indså jeg værdien af at være sammen. Så det, jeg har nu sammen med Michael (Mettes mand), det passer jeg på, og jeg er taknemmelig for, at jeg har ham, at vi har hinanden og sidder dér juleaften og skuer fremad sammen. For det er en bevægelse. Lige når man står i det, uanset om det er skilsmisse, en løbeskade, der sætter en stopper for, at man kan spæne videre, eller en eksamen, man ikke har bestået, så stopper det ikke dér. Lige så længe, som vi trækker vejret, er der en bevægelse, og det, der virker definitivt, bliver blot et komma i den store fortælling,” slutter Mette.

Så hvad vil du helst have – det perfekte juletræ eller en kærlig ægtemand?
Tilbage til spørgsmålet om, hvad vi render efter. For det er ikke altid rart at afklæde sig løbetøjet og lægge sig halvnøgen på briksen. Det, vi ser, er måske ikke det, vi håbede på.

Men vi rummer det alt sammen; det, vi er stolte af, at ville andre det godt, at gøre sig umage, evnerne og kompetencerne, men også spændingerne, åndedrættet, der holder igen, egoismen, utilstrækkeligheden, utilfredsheden, vreden, vores stræben efter det perfekte juletræ (hvad det så end er, vi hver især oversætter det til). Mens vi måske slet ikke ser vores kærlige ægtemand eller den hånd, han rækker ud mod os. Det er dér, vi har mulighed for at se, at det er sådan – og måske vælge ømheden.

”Det ypperste, det er nødvendigvis ikke perfekt. Det må nødvendigvis være med fejl og skævheder, for det er heri, at det sublime eller det geniale opstår,” synes Mette. "Vi ræser afsted lige nu, for at vi i julen kan læne os tilbage og mærke os selv og hinanden. Og hvad er det så, vi mærker?" Spørger hun.