Nærvær sagtner tidens hidsige løb

Tid er en magisk størrelse. Vi forholder os til den hver dag – og har næsten altid for lidt af den. Vi mærker tiden, når vi står op, når vi går i seng, når vi skal nå toget, bussen eller bilen, og når vi fejrer vores eller andres fødselsdag.

Universet i sig selv har også en universel tid, som skrider fremad, efterhånden som rummet udvider sig. Men der findes også et helt andet tidsbegreb, den lokale tid. Og den tid varierer fra objekt til objekt, afhængigt af hvor hurtigt de bevæger sig i forhold til deres omgivelser.

Det er det, der er beskrevet i Einsteins relativitetsteori. Tiden går eksempelvis langsommere for en person, der rejser ud gennem rummet med en hastighed tæt på lysets, end den gør for mennesker på Jorden.

På den vandrette tidslinje farer tiden af sted
Men det føles også, som om tid går hurtigt, fordi vi voksne har sindssygt meget at lave – og har svært ved at være til stede i nuet. For børn står tid ofte helt stille, især når de er helt små. De kan kun forholde sig til nu og har intet begreb om fortid og fremtid. Det der sker, det sker lige her og nu.

Forståelsen af tid kan siges at rumme, at noget er sket, og noget skal ske. Den tidslinje er vandret: I starten af tidslinjen bliver vi født, og i slutningen dør vi.

Men når vi forsøger at forbinde os til noget andet og ser, så kan vi måske lave forbindelsen til os selv og mærke nuet. I det øjeblik er der en lodret streg, der rammer den vandrette linje – og i det koordinat er noget nu. Og det kan føles uendeligt, for her tænker vi ikke på det næste, der skal ske hen af den tidslinje. Vi tænker på nu.

Det føles, som om det nu er et rum. Ligesom i fysikken, der taler om, at tid er rum. Men det forstår vi ikke helt, fordi vi kun lever i den vandrette bevægelse. Men når den vandrette og lodrette linje krydser hinanden, er der noget, der ekspanderer, måske fordi vi giver slip på fremdriften og bare oplever. Og den oplevelse er meget stærkere, end alt det der er her og nu.

Hjerneblødning var vejen til sansning
Oplevelsen af virkelig at opleve og sanse nuet fortæller hjerneforskeren Jill Bolte Taylor om i en TEDtalk. Hun har længe forsket i hjernens opfattelsesevne og taler om hjernehalvdelene som en computer: Venstre halvdel er en serial processor, højre halvdel er en parallel processor.

Venstre halvdel tænker lineært og metodisk, fokuserer på nuet og fremtiden og er designet til at udvælge, organisere og associere detaljer fra øjeblikket. Venstre halvdel tænker i sprog og er den vedvarende kommunikationsstrøm, der forbinder dig og din interne verden med din eksterne.

Vores højre halvdel handler om øjeblikket. Højre halvdel tænker i billeder og lærer kinæstetisk gennem vores kroppes bevægelser. Information, i form af energi, strømmer simultant gennem vores sensoriske system og eksploderer ind i en enorm kollage af, hvordan øjeblikket ser ud, hvad det dufter og smager af, hvad det føles som, og hvad det lyder som. Med den højre hjernehalvdel oplever man sig selv i forbindelse med alt.

En morgen får Jill en blodprop i venstre hjernehalvdel. Hun oplever sin venstre hjernehalvdel gå ned, og samtidig begynder hun at kunne iagttage sin højre hjernehalvdel. Hun oplever, at hun bliver flydende i sin form. Men der er et niveau mere: Det er, at der er noget i hende, der ser og registrerer nedbruddet, selvom den venstre hjernehalvdel er sat ud af kraft og ikke kan forbinde den interne og eksterne verden. Det skaber yderligere en dimension i vores snak om oplevelsen af tid og nuet.

Længslen efter stilstand
Når vi længes efter, at tiden står stille, er det, fordi det giver os en rumlig fornemmelse. Tiden står jo ikke stille, alt er i bevægelse, men vi er nærværende. Vi giver slip på den vandrette linje og vores evindelige gøren. Vi er nærværende i et nu. Derfor handler følelsen om at få tid om at skabe nærvær. For ligegyldigt hvor hurtigt, man løber, så vil der altid være noget nyt, man ikke når, og fordi man ikke (ind)ser det, så vil det være det, man løber efter.

Det føles, som om tiden går sindssygt hurtigt, fordi vi ikke er der til at være der. ”Life is what happens to you while you're busy making other plans,” som John Lennon synger i ”Beautiful Boy”.

Det er, hvad det hele handler om: Vær i tiden og livet, mens det sker. Vi skal vågne op, forbinde os til os selv og træde ind i en ny tilstand af os selv, hvor tiden måske ikke går helt så hurtigt.