Opmærksomhed er også en (jule)gave

Mange mennesker styrter igennem livet og er utilfredse, fordi de ikke føler, at de lever. De skal tjene penge til den næste ferie, den næste bil, og i december skal vi tjene dobbelt så meget, fordi vi skal give dyre gaver til dem, vi holder af. Men hvad med at give dem opmærksomhed i stedet?

Opmærksomheden er til fals
Opmærksomheden er vores stærkeste muskel, men den er blevet svag. Opmærksomheden skal vækkes, den skal trænes, den skal stimuleres. I virkeligheden er vores opmærksomhed meget skrøbelig. Rastløsheden og frustrationen, der opstår i os, er lysten til at forbinde os til noget. Og opmærksomheden er til fals: Alt det, vi synes, vi skal være, blive, vores ambitioner. Vi åbner lige et blad og læser et eller andet eller tænder for fjernsynet, fordi vi skal beskæftige vores rastløshed. Fodre den.

Dybest set kan vi ikke være med os selv, fordi vi fuldstændig automatisk hamrer ud af den vandrette linje. Vi er faktisk nærmest født sådan. Født til at bevæge os fremad, og det er også derfor, det er meget nemmere for os at gøre det, vi plejer, end at bryde mønstre eller forbinde os til os selv.

Men hvis vi skal sætte os ned, eller hvis vi skal forbinde os til os selv i et øjeblik, hvor vi ser, vi ikke er forbundet, så kræver det noget i os. Det, der var passivt, bliver aktivt, og det er svært at skabe den forbindelse.

Skab kobling til kroppen
Koblingen til kroppen kan ske gennem meditation. Her kan vi finde fornemmelsen af os selv. Men hvis koblingen til kroppen ikke er stærk nok, kan vi også få oplevelsen af, at vi skal koncentrere os så meget om at etablere koblingen, at vi mister evnen til at lytte. Det er præcis, fordi musklen ikke er stærk nok. Den er ikke i træning.  

Men vi kan ikke dele opmærksomheden i et nu. Det er meget svært at være opmærksom på både det, der er indeni, og det, der er udenfor os selv. Derfor lukker vi ofte øjnene i begyndelsen, når vi træner vores opmærksomhed.

Men langsomt kan vi begynde at åbne øjnene også og langsomt håndtere at være nærværende, både udvendigt og indvendigt. Man kan sige, der er noget i os, der bliver opmærksomme på noget i et meget, meget større rum. Men det er ikke en nem bevægelse. Det føles næsten, som om vores opmærksomhed og evne til at koncentrere os er på overarbejde.

Opmærksomheden er også skrøbelig
For evnen til at være opmærksom, den er også skrøbelig. Vi bliver taget hele tiden af tilfældige ting, der forstyrrer vores ønske om at vende opmærksomheden et bestemt sted hen: et host, barnegråd, en bil, en samtale.

Så vi må være mere disciplinerede, forstået som en erkendelse af, at det er nødvendigt at sætte sig ned. Det er et valg, men det er ikke kun et valg, som når man siger til sig selv: ”Jeg vil løbe 10 kilometer hver dag”, og vi putter det i skemaet.

Det kan vi også gøre med meditation, uden at vi finder roen. Nogle vil nok sige, at det er nemmere at løbe en tur, fordi det bringer en berusende fornemmelse frem i kroppen, og de føler, det er en meditation. Det er det bare ikke: Det er det ydre, der sker med dem, og de træner faktisk ikke deres opmærksomhed. De får ikke trænet deres evne til at stoppe op.  

10 kilometer falsk nærvær
Det hele handler om at finde ud af, hvordan vender vi opmærksomheden ind i os selv og sanser kroppen, så vi begynder at mærke, hvad der kommer ind. Hvordan gør vi det aktive passivt, og det passive aktivt?

Når vi løber 10 kilometer – kaster os ud i faldskærm eller bestiger Himalaya – skaber vi en omstændighed, der gør, vi føler os mere levende. Det giver måske en umiddelbar fornemmelse af større nærvær, men den er falsk, for opmærksomheden bliver ikke trænet der.

Når vi skal sættes os ned, føles det meget, meget mere besværligt. For vi har ikke svaret på, hvad det er for en form for vilje, der skal aktiveres inde i en selv. Det er virkelig det, der er kunsten. Det er det skærende punkt. Hvad er det i os, vi skal lytte til? Hvad er det, der skal blive stærkt?

Men at få gjort kroppen levende, det hjælper. Kroppen skal trænes til større sanselighed, så vi er i stand til at mærke denne her krop, fordi det er den eneste, der er nærværende. At vende tilbage til kroppen er vores eneste mulighed for at vende tilbage til det her nu. Kroppen er livlinen til roen, opmærksomheden, tilfredsheden med det øjeblik, vi befinder os i lige nu.

ManuVision Behandling ApS · CVR: 37831506 Betlaingsformer