Manuvision er resultatet af seks behandleres ligeværdige samarbejde og faglige fordybelse gennem 25 år.  Sammen har de skabt fundamentet for en behandlingsform, der bygger på mødet mellem mennesker, et dybt kendskab til forbindelsen mellem krop og psyke og et indfølende arbejde med nervesystemet.

Fra ord til berøring

Manuvision blev grundlagt i 1998 af seks partnere, der stadig driver skolen og underviser i dag. De mødtes på en behandleruddannelse i midten af 1990’erne og begyndte at arbejde side om side i en fælles klinik.

“Der var en masse, der spurgte os, om vi ikke skulle lave noget. Vi stod i hvert vores rum og prøvede at forstå, hvad det var, verden kaldte på. Og den kaldte på kroppen,” fortæller Mette Steen, partner og medstifter af Manuvision.

I samarbejdet opdagede de, at de kunne berige hinandens faglighed. Samtidig blev det tydeligt, at der var huller i det, de havde lært i forhold til de behov, de så hos klienterne. De begyndte derfor at videreudvikle det kropsterapeutiske arbejde med større vægt på det, der siden er blevet deres særkende: indføling og relation.

“Psyken ligger i kroppen, og at forstå det kræver indføling. Det, der får vores behandlingsform til at fungere, er relationen – det møde, hvor der skabes tillid mellem klient og behandler,” fortæller Mette.

Metoden opstod ikke ud fra bøger og teori, men gennem erfaring – ved briksen og i mødet mellem mennesker. Her delte de seks partnere observationer, fornemmelser og idéer og udviklede på den måde et fælles sprog for kroppens intelligens.

“Vi tog ordet kropsterapi til os, fordi det var dækkende for det, vi gør. Vi bedriver terapi gennem kroppen,” Filip Rankenberg, partner og medstifter af Manuvision.

“Dengang var det meget nyt. Vi har det her hierarki, hvor hovedet og følelserne er det fine… Og så var der kroppen,” tilføjer Mette Steen.

Siden begyndelsen har partnerne bevaret en flad struktur og et tæt samarbejde, hvor alt udvikles i fællesskab på trods af forskellige faglige tilgange.

Fra fællesskab til behandlingsform

I 2005 grundlagde partnerne Manuvisions kropsterapeutiske uddannelse, som var et naturligt skridt efter næsten otte års klinisk erfaring og udvikling. Målet var at videreformidle den viden, der var blevet høstet gennem arbejdet ved briksen.

Siden er der, i samarbejde med nye generationer af uddannede kropsterapeuter, blevet tilføjet nye lag, idéer og principper.  I dag danner denne løbende udvikling grundlaget for Manuvisions kropsterapeutiske uddannelse og for forståelsen af, hvordan man arbejder med det hele menneske.

Det fælles afsæt har gjort Manuvision til noget særligt:  en uddannelse og behandlingsform med faglig tyngde, menneskelig erfaring og et solidt etisk fundament.

“Det arbejde, vi laver, handler om at se med hænderne. Manuvision betyder ‘hænder, der ser’ – og det er det, vi gør, når vi har kontakt med kroppen,” forklarer Filip.

Fra behandlerfællesskab til evidens

I dag er Manuvision kropsterapi en anerkendt metode til behandling af både fysiske og psykiske lidelser. I 2024 blev behandlingsformen evidensbaseret gennem et forskningsprojekt udført af Statens Institut for Folkesundhed, Syddansk Universitet, og Region Hovedstaden Psykiatri.

“Det er interessant at tænke tilbage på dengang, hvor vi stod i et lokale og prøvede at forklare, hvad det egentlig var, vi lavede – til i dag, hvor der er evidens, og resultaterne bliver publiceret i internationale tidsskrifter,” siger Filip.

Forskningsprojektet dokumenterede effekten af Manuvision kropsterapi for krigsveteraner med PTSD. Resultaterne viser, at seks måneders behandling kan reducere – og i nogle tilfælde helt fjerne – PTSD-symptomer.

Forskningsresultaterne, udgivet i Mental Health Science, er et vigtigt skridt mod en bredere anerkendelse af kroppens rolle i psykiatrien – og bekræfter det, partnerne har erfaret i mere end to årtier:  At kroppen husker, og at behandling af både fysiske og psykiske lidelser sker gennem arbejdet med kroppen og nervesystemet.

Fremtidens behandlingsform

Det er vigtigt for Manuvision at spejle de udfordringer og de løsninger, vores samtid kalder på. Mange af de problemer og påvirkninger, mennesker står over for nu, var ikke de samme for 25 år siden.

“Vi er søgende mennesker,” siger Mette. “Vi bliver ved med at udvikle os og har aldrig stillet os og sagt, at ‘nu er systemet sådan’. Det er et levende arbejde.”

I dag findes der mange former for kropsterapi, og titlen kropsterapeut er ikke beskyttet. Derfor er det en vigtig del af fortællingen om Manuvision kropsterapi, at det er en behandling, som bygger på 25 års erfaring, samarbejde og forskning.

“Vi står på et fællesskab – det er det, der gør os særlige,” siger Mette.

Vores tilgang er forankret i relationen, i hændernes arbejde ved briksen og i forståelsen af, at kroppen er nøglen til varig forandring – både fysisk og psykisk. Vi er en organisation i bevægelse: vi orienterer os mod ny forskning, nye perspektiver og nye samarbejder, og vi deler ud af vores viden gennem podcasts, bøger og på vores årlige festival.

“Der er blevet ret stor interesse for Manuvision – også i udlandet. Der har været en skole i Barcelona i mange år, men det begynder at sprede til andre europæiske lande,” siger Filip.

Manuvision er stadig båret af de seks partnere, der grundlagde fællesskabet i 1998. Deres nysgerrighed, faglige fordybelse og vedvarende undersøgelse af kroppens sprog har gjort Manuvision til en skole og behandlingsform med en unik position – i Danmark og internationalt.

Gruppebilllede af Manuvisions grundlæggere