Enhver fysisk præstation består af flere forskellige faser. Som perler på en snor, leder de frem til dét øjeblik, hvor der skal leveres.

Mellemtiden er lige så vigtig som forberedelsen

Vi ved, at vi skal forberede os og vi ved, at når klokken slår i slag, så skal vi levere varen. Men er vi opmærksomme på fasen, der ligger imellem de to? Dén fase hvor vi er færdige med at øve os/læse op/notere/skrive om – og inden selve præstationen går i gang.

Denne samlings-fase er tydelig i minutterne inden startskuddet lyder til et kapløb. På atletikbanen får løberne hjælp af en official, der med ordene: “Klar, parat, start” fortæller, hvor i processen løberen bør befinde sig.

Nøglen til en god start: Afslapning

Først handler det om åndedræt og afspænding af kroppen. De dybe vejrtrækninger trækker optimal energi ind i kroppen, efterfølges af en sukkende udånding, som afbalancerer nervesystemet, og sætter kroppen i en neutral tilstand, hvor den ikke brænder unødig energi af. Samtidig ryster løberne arme og ben, og svajer kroppen i store, bløde bevægelser. De ryster nervøsitet og spændinger af sig, for at holde kroppen smidig og afslappet, men samtidig vågen og klar til at agere. De er aktive med at holde igen, indtil der er brug for kraftudladningen.

Klar

Løberne finder ned i startpositionen. Læg mærke til den rolige præcision hvormed de placerer hænder og fødder. De giver sig tid til at komme ordentligt på plads og mærke efter, om de har den helt rigtige position. De laver de sidste justeringer, så de får det bedste afsæt.

Så sker det mest afgørende: Deres vejrtrækning falder til ro og kroppen bliver helt stille. De vender blikket indad, og lukker omverden ude. Læg mærke til hvordan de sænker hovedet for at konsolidere denne proces.

Parat

Kroppen står på spring. Løberne er fremme på fingerspidserne – tydeligvis en position der kræver kræfter at holde – men kroppen er stadig stille og vejrtrækningen er rolig. En balance mellem det bedste afsæt og en indre blødhed, der er forudsætningen for maksimal kraftoverførsel når startskuddet lyder. Hovedet er stadig sænket. De orienterer sig endnu ikke på den bane, de skal præstere på om lidt. Blikket er stadigt vendt indad.

Start

En god start er altafgørende for den endelige præstation. Læg mærke til hvor lang tid der går, fra startskuddet har lydt, til løberne løfter overkroppen op mod lodret, og hæver hovedet, så de kan orientere sig på banen. Selv efter at præstationen er gået i gang, bevarer de så meget opmærksomhed indadtil som muligt i den første fase af løbet.

I det virkelige liv – i minutterne op til et møde, en præsentation eller optræden – er der sjældent så klare rammer, til at hjælpe os med at fokusere og blive klar. Men vi kan lære meget af løberne om opmærksomheden på de forskellige del-faser, der kan give os det bedste afsæt for en god præstation.

Det handler om energi

Ved præstationer hvor det er viden, kreativitet, formidling og samskabelse, der er i højsædet, er vi ikke så opmærksomme på, at den måde hvorpå vi opbygger og samler, vækker og beroliger vores energi i kroppen, er af afgørende betydning for udfaldet.

Den første fejl vi ofte begår, er at bekæmpe den naturlige følelse af usikkerhed og nervøsitet med kontrol. Vi tjekker vores noter og slides en sidste gang, vi gennemgår hovedpunkterne i budskabet, vi repeterer strategien for forhandlingen, etc.

For nervøsitet er én af de mest misforstået følelser vi besidder. Udfaldet af enhver præstation er per definition usikkert. Nervøsitet er den naturlige respons, hvor kroppen kommer op i gear, og sanserne skærpes for bedre at kunne møde og respondere på den usikre situation.

Brug din nervørsitet

Nervøsitetens natur er åbenhed, flow og blødhed. Det sitrer i kroppen, fordi energien flyder friere. Samtidig kan knæene føles bløde og mellemgulvet ”blafre”. Det er dybest set en tilstand af forøget sensitivitet: Vi bliver nemmere påvirket, af den omstændighed vi befinder os i, og vi mærker tydeligere de impulser (både indefra og udefra), der rammer os – men det gør os også bedre i stand til at opfatte behovet i situationen og respondere præcist.

(Bemærk at jeg ikke taler om den angsttilstand, som nogle bliver overvældet af. Dét er en helt anden snak.)

Ofte bekæmper vi nervøsiteten ved at ”få styr på sagerne” – hvorved vi trækker energi ud af kroppen og op i hovedet – og afskærer os fra at mærke, hvad der foregår. Bare fordi vi aldrig har lært, hvad nervøsitet egentligt er, og hvorfor dén tilstand er gavnlig.

Som løberne burde vi tværtimod benytte denne indledende fase til at opbygge energi i kroppen gennem det dybe, sukkende åndedræt. Og vi kan understøtte kroppens forsøg på at skabe flow med store, bløde bevægelser – i det omfang det er muligt uden at gøre det for akavet for andre omkring én. Men et suk kan godt være helt stille og lydløst – og man kan blive blød i sine bevægelser, selvom de er små og begrænsede.

Nogle mennesker opbygger bedst energi ved at ”pumpe” den op – f.eks. ved at høre up-tempo musik og danse eller løbe på stedet. Andre opbygger bedst energi ved at lade den ”stige” op – ved at blive fysisk rolige og lade åndedrættet gøre arbejdet.

For nogen kan begge metoder benyttes, og her er det præstationens karakter der afgør, hvilken metode man vælger. Men uanset hvilken metode, så bliver der mest mulig energi til rådighed under præstationen, hvis den grundlæggende blødhed gennem det dybe suk får lov til at være der.

Klar
Tiden til at opbygge energi er overstået. Nu handler det om at skabe ro i organismen.

Hvis processen med opbygning af energi er forløbet godt – hvis vi har rummet og arbejdet med vores nervøsitet, i stedet for at bekæmpe den – så vil man automatisk falde mere til ro. Det betyder ikke at nervøsiteten forsvinder, men den vil fylde mindre og oftest blive mere koncentreret om mellemgulvet.

Her kan det gavne at sidde/stå stille og lade åndedrættet passe sig selv. Saml opmærksomheden om helt konkret at sanse kroppen så tydeligt som muligt. Sænk hovedet og evt. luk øjnene for at vende blikket indad.

Pointen er ikke at ”se fremad” mod præstationen endnu, men at blive nærværende overfor dette konkrete øjeblik. En neutral tilstand hvor fortiden er ”sluppet”, for at kunne give alt til fremtidens præstation.

Parat
Denne fase er måske den vanskeligste at omsætte til praksis, når den ikke er foruddefineret som den er for løberne. Det er de øjeblikke, det tager at gå fra ”venteværelset” og op på scenen, eller fra receptionen og ind i mødelokalet. Det er også det korte øjeblik i et internt møde, hvor alle har siddet om bordet i noget tid med smalltalk, og der nu bliver sagt: ”Lad os begynde mødet” og du skal til at tale – måske som den første.

I sin essens handler det om at ”stå på spring”. Om du går, står eller sidder, så forestil dig, at dit hoved er som en ballon der stiger til vejrs, og blødt strækker din krop – som snoren der forbinder ballonen til jorden. Det er vigtigt at bruge så få (fysiske) kræfter som muligt.

Tillad dig selv stadig at have hovedet og blikket lidt sænket. Lad stadig åndedrættet passe sig selv, men prøv at sanse dybt ind i åndedrættets konkrete bevægelse midt i kroppen. Mærk hvordan bryst og bug bevæger sig i takt med åndedrættet.

Hvis du sidder om et bord med andre, så har du måske kun et øjeblik til denne fase. Det er selvfølgelig nemmere at træne den, under omstændigheder hvor du har mere tid, men det tager reelt kun et øjeblik at stå på spring.

Start
Ved enhver præstation hvor vi skal tale til andre, vil det ofte være akavet at sige den første sætning med hovedet bøjet – som løberne der tager de første par skridt foroverbøjet. Konventionen fordrer, at vi kigger op på tilhørerne.

Men vi kan stadig koncentrere os mere om vores egen krop og indre tilstand, end om tilhørernes reaktioner, selvom om vi kigger rundt på dem.

Derfor er det selvfølgelig vigtigt, at den første sætning ud af vores mund er gennemtænkt og øvet, så vi ikke skal ”tænke” over hvad vi skal sige. Måske skal det endda gælde for de første par sætninger…

Som løberne der gradvist løfter hoved og krop, så de kan se frem på banen og orientere sig i løbet – så skal vi også kun gradvist flytte vores opmærksomhed fra vores indre tilstand og ud på tilhørerne og energien i rummet.

For at få det bedste afsæt for en god præstation, skal vi have hele os selv helt med ud i præstationen.

Husk at det er kroppen og sanserne det handler om. Det er ikke kompliceret. Bare se videoen nogle gange, forsøg at følge med og kopiér løberne frem mod startskuddet. Så får du hurtigt en fornemmelse for de forskellige faser, og af hvordan din indre tilstand skifter undervejs.

God præstation!