Hvordan hjælper vi mennesker på kanten, der har været udsat for traumatiske oplevelser som vold og omsorgssvigt – og hvor det at tale om det ikke er nok? Og hvordan kan forskellige fagligheder mødes – ikke som modsætninger, men som noget, der kan styrke hinanden?

I denne podcast er familiebehandler Anders Winther fra Københavns Kommune i samtale med Manuvision chok/traume-terapeut Tina Ranløv om at integrere kroppen i behandlingen af mennesker i krise. Samtalen tager afsæt i et konkret samarbejde, hvor Manuvision og Københavns Kommune er ved at udvikle et sammenhængende forløb for udsatte borgere – med kroppen som en integreret del af behandlingen.

Samarbejdet er opstået gennem flere års dialog mellem de to, hvor de har lært hinandens faglige perspektiver at kende og undersøgt, hvordan forskellige tilgange kan bringes sammen i praksis.

“Vi har en kognitiv del, vi har en krop og vi har et samfund – vi har alt muligt, der spiller ind i behandling af mennesker. Og jo flere af de strenge, vi kan spille på, jo bedre,” siger Anders Winther.

Samtidig peger Tina Ranløv på en central udfordring i arbejdet med kroppen:

“Mange af os har faktisk ikke et sprog for, hvad der sker i kroppen…Man kan regne sig selv ud og forstå de psykologiske mekanismer, men det ændrer ikke nødvendigvis noget fundamentalt i nervesystemet.

Derfor handler arbejdet også om at udvikle et fælles sprog, der kan bygge bro mellem fagligheder:

“Vi manglede at formulere, hvad det er, vi gør i et klinisk sprog, så vi kan samarbejde med andre faggrupper, når vi skal hjælpe de mest sårbare mennesker.”

Samtalen i podcasten afspejler en del af en større bevægelse, hvor kroppen i stigende grad bliver tænkt ind i behandlingsarbejdet – og hvor samarbejdet på tværs af fagligheder bliver afgørende for at møde mennesker i komplekse livssituationer.