Bliv klogere på stress, traumer og nervesystemets påvirkning af krop og psyke i vores bog NÅR KROPPEN ER I KRIG
Bogen kan bestilles i din lokale boghandler, på saxo.com eller købes/bestilles i Manuvision huset via info@manuvision.dk.
Hvordan påvirker stress og traumer os fysisk og psykisk? Hvad betyder traumer for vores evne til at være sociale og håndtere følelser? Og hvordan skaber vi forandring for mennesker udsat for svære traumer, der oplever livet og hverdagen som en krigszone?
I bogen samler vi trådene fra 25 års behandlingspraksis med erfaringerne fra et forskningsprojekt, foretaget af Statens Institut for Folkesundhed, Syddansk Universitet, for veteraner i behandling for PTSD på Militærpsykiatrisk Ambulatorium i Region Hovedstadens Pykiatri.
NÅR KROPPEN ER I KRIG er Manuvisions bud på, hvordan kroppen skal indtænkes i behandlingen af traumer og de tilstande, traumer medfører – fra stress til angst, depression og PTSD.
Bogen rummer en grundig indføring i den kropsterapeutiske metode til at genoprette balancen i nervesystemet. Og viser, hvordan det gennem arbejdet med tillid, relation, opmærksomhed og åndedræt er muligt at ændre livet for mennesker udsat for traumer.
Vi introducerer til vores arbejde med relation og kropsbevidsthed og de principper og teknikker, der kan regulere balancen i nervesystemet og skabe forandring hos mennesker udsat for traumer.
Vi kommer omkring spørgsmål som
- Hvordan påvirker traumer os fysisk og psykisk?
- Hvad forstår vi ved behandling?
- Hvordan kommer vi mere til stede i vores krop?
- Hvordan skaber vi tillid i den terapeutiske relation?
- Hvad er sammenhængen mellem krop og psyke, og hvordan afspejles den i åndedræt og følelser?
Bogen er relevant for alle, der arbejder med stress og traumer eller har traumer tæt inde på livet.
Bogen er skrevet af Angela Jørgensen og Filip Rankenberg, som begge har været med til at grundlægge Manuvision, og Ida Meisling, som er journalist og uddannet Manuvision kropsterapeut.