“Når kroppen er i krig” – Manuvisions bog om traumebehandling

Hvordan påvirker stress og traumer os fysisk og psykisk? Hvad betyder traumer for vores evne til at være sociale og håndtere følelser? Og hvordan skaber vi forandring for mennesker udsat for svære traumer?

Det kan du læse om i vores bog “Når kroppen er i krig” om Manuvisions behandling af traumer og de tilstande, traumer medfører – fra stress til angst, depression og PTSD.

Bogen rummer de indsigter, der ligger til grund for vores behandling af kropslige, mentale og følelsesmæssige konsekvenser af traumatiske oplevelser. Og indfører i de grundlæggende principper og værktøjer, der skal i spil for at genoprette balancen i nervesystemet og skabe forandring hos traumatiserede mennesker. Du kan bl.a. blive klogere på:

– Hvad der sker i nervesystemet, når vi udsættes for pres
– Hvordan vi træner vores opmærksomhed og evne til at relatere til andre mennesker
– Hvordan vi arbejder med følelser gennem åndedrættet
– Hvordan vi skaber tillid i den terapeutiske relation

Bogen er relevant for alle, der arbejder med stress og traumer eller har traumer tæt inde på livet.

Bogen er skrevet af Angela Jørgensen og Filip Rankenberg, som begge har været med til at grundlægge Manuvision, og Ida Meisling, som er journalist og uddannet Manuvision kropsterapeut.

Bogen bygger på forskning og 25 års erfaring

I bogen samler vi trådene fra 25 års behandlingspraksis med erfaringerne fra et forskningsprojekt i effekten af Manuvision kropsterapi, foretaget af Statens Institut for Folkesundhed, Syddansk Universitet, for veteraner i behandling for PTSD på Militærpsykiatrisk Ambulatorium på Rigshospitalet. Læs mere

Overlæge og psykiater ved Rigshospitalet, Henrik Steen Andersen, der rekrutterede veteraner til forskningsprojektet, har skrevet forord til bogen, hvor han fortæller, hvordan han oplevede effekten af behandlingsforløbet og samarbejdet med Manuvision

Forskningsprojektet afspejler en stigende interesse for behandlingen af psykiske lidelser gennem kroppen, bakket op af nyere neurovidenskabelig viden om processerne i det autonome nervesystem, som bliver påvirket under og efter et traume, og som har gjort os klogere på, hvordan chok og traumer lagres i kroppen. Når vi udsættes for traumer, påvirkes nervesystemets basale evne til at regulere sig selv. Det har store konsekvenser for måden, vi tolker vores omgivelser og opfatter fare – og dermed også for hele vores fysiske og psykiske tilstand.

Billede fra Når Kroppen er i Krig -

I bogen introducerer vi også til den neurovidenskabelige forskning i mekanismerne bag traumer. Centralt i den forståelse er vagusnerven, som regulerer balancen i nervesystemet, og som påvirkes under og efter et traume.

Podcast om nervesystemet

Hør vores podcast “Hvordan påvirker nervesystemet krop og psyke?”, hvor medforfatter til “Når kroppen er i krig” Angela Jørgensen og Manuvision partner Mette Steen fortæller om, hvordan og hvorfor nervesystemet er nøglen til at behandle mange af vor tids lidelser