Smerter i skuldre, albuer og håndled og tilstande som tennisalbue, golfalbue og musearm hænger ofte sammen med et “dårligt samarbejde” mellem disse tre led i armen. I en Manuvision behandling undersøger vi, hvilket led der er låst, og skaber den bevægelighed, der kan få leddene til at arbejde bedre sammen. Når de gør det, er de mindre udsatte for overbelastninger – og dermed også for spændinger og smerter.
Hvad forårsager smerter i skuldrene?
Talemåden “at have for meget på sine skuldre” er et meget godt og bogstaveligt udtryk for, hvordan skuldrene bliver belastet fysisk, når det ansvar, vi skal løfte, bliver til en byrde. “Mentale byrder” sætter sig på samme vis i skuldrene som fysiske spændinger, der låser skuldrene og giver smerter, som kan brede sig til nakken og bl.a. give spændingshovedpine.
Fysisk set er skuldre en kompleks struktur med mange muskler og sener, og i modsætning til hoften, hvor hofteskålen omkranser lårbenets hoved, har overarmsknoglen kun skulderbladet at “læne sig” opad. Det gør skulderen meget bevægelig men også til et mindre stabilt og sårbart led sammenlignet med mange andre af kroppens led. Når skuldrene er spændte, nedsættes armenes bevægelighed, og det kan skabe problemer i albue og håndled og en tendens til tilstande som tennisalbue, golfalbue og musearm.
Skuldrene beskytter os
En meget almindelig spændingstilstand er skuldre, der er “faldet frem”. Fremad-roterede skuldre afspejler den helt basale beskyttelsesmekanisme, der er i spil, når armene skal beskytte den bløde og udsatte del af kroppen og de livsvigtige organer bag bryst og mave. Men når en sådan “beskyttelses”-rotation bliver permanent, nedsættes skuldrenes og dermed armenes bevægelsesrum, og det påvirker også albue- og håndled.
Energimæssigt er skulderen forbundet med bl.a. lungemeridianen, der følelsesmæssigt hænger sammen med sorg og tendensen til at “falde sammen” i skuldrene for at beskytte følsomme områder i kroppen, særligt solar plexus.
Sådan behandler vi smerter i skuldre
Når vi behandler skuldre, undersøger vi balancen mellem de to skuldre, for ofte hænger smerter i den ene skulder sammen med spændinger i den anden skulder. Vi kigger også på muskulaturen i ryggen, der har betydning for skuldrene, fordi spændinger her kan påvirke skulderblad og kraveben – og dermed også forårsage låsningen i skuldrene. Endelig kan spændinger i skulderen også tit spores til spændinger i hoften, idet der går en diagonal “spændingslinje” mellem hofte og skulder.
Hvad forårsager smerter i albuer og håndled?
Albuen er leddet, der forbinder skulder og håndled – og dermed også det led, der bliver belastet, hvis der er stivhed og spændinger i et af de to led.
Smerter i albuen kan meget ofte spores tilbage til spændinger i skuldrene. Spændte skuldre er ofte låst i en fremad-rotation. Og denne rotation har direkte indflydelse på armenes bevægelsesfrihed og dermed også måden, hændernes arbejde bliver understøttet på. Er skulderleddet blokeret, kommer albuen til at skulle bære mere vægt, end den er designet til. Tennisalbue og musearm, som er smerter på ydersiden af armen, og golfalbue, som er smerter på indersiden af armen, er derfor typisk en konsekvens af låste, fremad-roterede skuldre.
Sådan behandler vi smerter i albuer og håndled
I en Manuvision behandling af smerter i albuer og håndled arbejder vi grundlæggende på at få kæden af de tre led til at arbejde bedre sammen. Vi afspænder og åbner skuldrene og skaber gennemstrømning i vævet omkring dem. Og så skaber vi flow i lymfesystemet, for jo mere spændte skuldrene er, desto dårligere er gennemstrømningen af lymfen ned i armene.
Når skuldrene er frie, får armene den bevægelighed, der skal til for at understøtte albuer og håndled i hændernes arbejde – og dermed forhindre belastninger og smerter.
Øvelser for ondt i skuldrene
Følg Manuvision Kropsterapeut Suzanne Darmer gennem denne øvelse, der giver øjeblikkelig lindring.
Følg Manuvision Kropsterapeut Torben Svendsen igennem disse nemme og hurtige øvelser, der lindrer smerter og spændinger i skuldrene.