Hos Manuvision er vi vant til at afhjælpe smerter i ryg, nakke og lænd med kropsterapi og har erfaring med at behandle lidelser som diskusprolaps, hold i ryggen, hold i nakken, Scheuermanns sygdom, skoliose, iskias-smerter mm.
Ryg og nakke er kroppens centrale bærende søjle. Det er oftest “endestationen” – den del af kroppen, der trækker læsset – når vi er pressede, og vi lægger typisk først mærke til den, når vi har smerter.
Årsagen til ryg-, nakke- og lændesmerter hænger i mange tilfælde sammen med problematikker, som ikke udspringer fra rygsøjlen. Derfor går en Manuvision-behandling ud på at identificere dels det spændingsmønster, der forårsager smerterne eller lidelsen, og dels de ydre eller indre påvirkninger, der ligger til grund for spændingstilstanden. Smerter i rygraden hænger ofte sammen med for store belastninger, psykiske såvel som fysiske, og med måden, vi håndterer belastningen på, som afhænger af det liv, vi har levet.
Behandlingen af ryg-, nakke- og lændesmerter
Vi starter ofte behandlingen ved at undersøge forsiden af kroppen, inden vi arbejder direkte med at løsne ryg, nakke og lænd. I en behandling arbejder vi på at:
- Identificere det spænd, der er i ryg, nakke eller lænd. Det gør vi ved at undersøge spændingsmønsteret og dets forskellige “lag”, dvs. de spændinger, der kompenserer for spændinger andre steder i kroppen. Når vi har løsnet de kompenserende spændinger bliver det tydeligere, hvor problemet reelt sidder, og vi kan arbejde mere effektivt.
- Frisætte vejrtrækningen. Spændinger i ryg, nakke og lænd hænger ofte sammen med en låsning i åndedrætsmuskulaturen som følge af overfladisk vejrtrækning, der fx kan hænge sammen med en stresstilstand.
- Undersøge, om der er hvirvler, der står skævt og låser ryggen i et forkert mønster.
- Frigøre led, der skaber bevægelighed og afspænding i kroppen.
Ryggen og nervesystemet
Centralnervesystemet løber ned gennem rygsøjlen, og ryggen er derfor udgangspunktet for de nervebaner, der løber rundt i hele kroppen. Spændingstilstanden i ryggen fortæller derfor også noget om tilstanden i de muskler og organer, der får nervesignaler fra de ømme områder i ryg, nakke og lænd. Omvendt vil et belastet nervesystem, som følge af stress, ofte give sig udslag i spændinger, der kan forårsage smerter i ryg, nakke og lænd.
Når der er problemer i ryggen, er der som regel også pres på spinalnerverne, som er de hovednerver, der udspringer fra rygmarven. Et sådan pres kan nemt få konsekvenser andre steder i kroppen, fordi det kan belaste et organ eller en muskelgruppe. Derfor går en behandling også ud på at identificere de steder, hvor spinalnerverne går hen – fx leveren eller en muskelgruppe i læggene – fordi vi ad den vej også kan påvirke de belastede områder i ryggen.