Siden 2000 har Manuvision været tilknyttet professionelle cykelhold på Tour de France. Manuvision-partner og kropsterapeut Kristoffer Glavind Kjær beskriver her, hvordan Manuvision kropsterapi og træning hjælper rytterne til toppræstationer

Manuvision har siden 2000 været tilknyttet professionelle cykelhold som CSC, Phonak og Team Coast. I 2011 blev vi en del af Bjarne Riis’ Team Tinkoff Saxo, og i 2017 var vi af sted med Team Orica. Vi har deltaget i alle de store løb – herunder Giro d’Italia, Tour de France og La Vuelta a España – samt holdets årlige træningslejre. Både rytterne og holdets andre medarbejdere har fået behandlinger og modtaget undervisning i Manuvision træning.

Vejen til toppræstationer er både fysisk og mental

Arbejdet med cykelrytterne er fantastisk spændende, fordi det handler om at sikre deres kroppe optimale vilkår i forhold til de ekstreme præstationer, de yder. Samtidig behandler vi de mange skader, som hele tiden opstår i professionel cykling. Vores arbejde retter sig både mod rytternes kroppe og deres mentale indstilling, for målet er at få krop og psyke til at arbejde sammen på cyklen.

På det fysiske plan handler det om kropslig smidighed, rytternes kontakt med og styrkelse af deres kerne(muskulatur) samt optimering af åndedrættet. Det skal give dem frihed i kroppen under de barske forhold, de udsættes for.

Psykisk handler det meget om den individuelle rytters relation til sig selv. Rytteren skal finde ud af, hvor motivationen kommer fra. Nogle finder drivkraften i følelserne, andre har deres mentale styrke som fundament. Denne afklaring er essentiel for at blive bevidst om egne styrker og svagheder. Og det er afgørende for at kunne præstere på topniveau – i alle sportsgrene.

Kroppen husker – især skaderne

Selvom cykelryttere er lavet af et specielt stof, er det afgørende at løsne op for kroppen efter et styrt. Og her taler vi ikke “bare”  genoptræning af de konkrete skader, der opstår. For kroppen husker de chok, den får, i de ofte voldsomme styrt. Hvis rytteren fx er styrtet på en nedkørsel, vil kroppen ubevidst spænde op, og åndedrættet bliver låst, næste gang han nærmer sig et hårnålesving med 90 km i timen. Og det sidste, rytteren har brug for i den situation, er at være anspændt.

Kropsnørde-himlen

For kropsnørder som os Manuvision Kropsterapeuter er det fantastisk at arbejde med cykelrytternes toptunede kroppe. De er en enestående kombination af rå styrke, stor sensitivitet og en stærk psyke.

Man er så tæt på rytterne – kender hver eneste af deres spændinger – og føler med dem hele vejen op ad alle bjergene, indtil de 230 km senere lægger sig op på briksen med lår, som stadig ryger fra dagens strabadser.